Livet som freelance skiltemaler er præget af to ting: kreativ lykke når man står og maler, og eksistentiel angst når man kigger på sin tomme kalender. Jeg hedder Mikael, og min største opgave i år blev aflyst i sidste øjeblik. En stor kunde gik konkurs. Pludselig havde jeg to tomme måneder og en bankkonto der lignede et ekkokammer.
Min ven, Bastian, forsøgte at muntre mig op. "Du skal have et pusterum," sagde han. "Noget der slet ikke har med pensler at gøre. Noget meningsløst. Se en dum film. Spil et fjollet spil. Find et afslappet
casino uden rofus og tab 100 kroner på noget med lys og lyde. Det er billigere end terapi." Han sagde det sidste med et grin, men ordene sad fast.
Casino uden rofus. Det lød som et neutralt territorium. Et sted man kunne gå hen og blive distraheret uden at investere sjælen.
Jeg nikkede, men gjorde ingenting. I stedet gik jeg i panik og tog alle de små opgaver jeg kunne få. Et vindue her. En dør der. Jeg kørte rundt i byen som en havrevorn. En tirsdag eftermiddag skulle jeg ud til en kunde i en forstad. Jeg kom til at tage den forkerte bus. Da jeg opdagede det, var det for sent. Jeg stod af på en ukendt busholdeplads, omgivet af parcelhuse og stilhed. Næste bus kom om en time. Regnen begyndte, en blid, vedholdende sommerregn.
Der var et lille buskur med en bænk. Jeg satte mig. Pustede ud. For første gang på uger var der ingen steder jeg skulle være. Intet jeg kunne gøre. Jeg stirrede ud i regnen. Så tog jeg min telefon frem. Og uden egentlig at tænke over det, fulgte jeg Bastians råd. Jeg søgte. Jeg fandt et sted. Et
casino uden rofus. Designet var rent, ikke for påtrængende. Jeg satte 200 kroner ind. Beløbet føltes symbolsk. Som at købe en billet ud af min egen frustation.
Jeg scrollede gennem spilene. Jeg var ikke interesseret i action eller eventyr. Jeg søgte noget langsomt. Noget smukt. Jeg fandt et spil kaldet "Skovens Tempel". Det havde en dyb, grøn farvepalette. Blade, padder, svampe. Og snegl. En stor, gylden snegl, der luntede over skærmen. Den fangede mig. Den mindede mig om min barndom, om at lede efter snegle i haven. Den modsatte hast, panik, deadlines.
Jeg startede spillet. Satte den laveste indsats. Trykkede spin. Et blad, en svamp, en padde. Intet. Jeg trykkede igen. Regnen trommede mod buskurets tag. Jeg følte en ro, jeg ikke havde kendt i måneder. Det her var okay. At sidde her. At vente. At se en gylden snegl krybe over skærmen. Saldoen faldt til 100 kroner.
Så, uden hast, satte jeg indsatsen op til det dobbelte. Ikke fordi jeg forventede noget. Mere for at forlænge oplevelsen. Jeg trykkede spin.
De tre hjul sænkede farten. Guld-snegl. Guld-snegl. Guld-snegl.
Der lød en blid, forundret lyd. Som en musikalsk stilhed. Sneglen på skærmen begyndte at lyse. Dens hus blev til et spiralfyldt portal. "Sneglehusets Hemmelighed" læste jeg. Bonusrunden var en simpel, smuk animation. Jeg skulle følge sneglens spor gennem et labyrintisk sneglehus. Der var ingen stress. Bare et valg af tre veje ved hver forgrening. Jeg valgte tilfældigt. Hver gang jeg valgte rigtigt, lød en beroligende klimpen, som af små guldmønter.
Og tallet i hjørnet voksede. 500. 1.200. 3.000. Det var ikke en eksplosion. Det var en blomstring. 7.500. 11.800. Det stoppede ved 16.500 kroner.
16.500 kroner.
Jeg lagde telefonen fra mig på bænken ved siden af mig. Jeg kiggede ud på den våde vej. En bil susede forbi. Jeg følte ingen vanvittig jubel. Jeg følte en enorm, overvældende lettelse. Som om noget tungt, jeg havde båret på skuldrene i måneder, pludselig smeltede væk og blev til denne absurde sum penge, vundet på en regnvåd bænk, mens jeg kiggede på en digital snegl.
Jeg tjekkede tre gange at det var virkeligt. Det var det. Jeg udbetalte beløbet. Processen var uanstrengt. Så kom bussen. Jeg steg på, satte mig, og kiggede ud ad vinduet med et fjollet smil jeg ikke kunne få fjernet.
Pengene landede på kontoen to dage senere. Og jeg vidste præcis hvad de skulle bruges på: De skulle
ikke bruges på regninger eller til at dække huller. Det ville være at vanære sneglen. De skulle bruges på at købe mig tid. Den største luksus en freelancer kan have.
Jeg ringede til min største, mest krævende, men også mest betalende kunde, som altid ville have alt med "i går". Jeg sagde: "Hej Karen. Jeg har lige vundet lidt penge på en konkurrence. Jeg tager to ugers ferie med det samme. Jeg er tilgængelig igen den første." Der var et chokeret øjebliks stilhed. Så sagde hun: "Okay... det må du selv om. God ferie."
Jeg bookede en lille hytte ved Limfjorden. Uden wifi. Jeg pakkede mine akvareller, som jeg ikke havde rørt i år, og en bunke papir. Jeg tog min cykel med. I to uger stod jeg op, drak kaffe og kiggede på vandet. Jeg malede grimme tegninger. Jeg cyklede langs vandet. Jeg læste bøger. Jeg sov længe.
Og noget mærkeligt skete. I stilheden, uden presset, begyndte ideerne at komme tilbage. Til eget brug. Jeg tegnede skitser til en serie malede træskilte med danske insekter og snegle. Noget helt andet end mit sædvanlige kommercielle arbejde.
Da jeg kom hjem, var der en ny energi. Jeg sagde ja til færre, men bedre opgaver. Og jeg brugte nogle af de resterende penge på at lave et lille værksted i min garage. Et sted for de personlige projekter.
Nu, når angsten banker på, og kalenderen bliver for tom, tænder jeg ikke for computeren i panik. Jeg tænder for min garagelygte. Jeg arbejder på et træskilt med en gylden snegl. Det sælger jeg ikke. Det hænger jeg op i mit eget køkken.
Gevinsten købte mig ikke bare frihed. Den købte mig tilbage til mig selv. Den mindede mig om, at den bedste kreativitet ikke kommer af mangel, men af fylde. Af at have råd til at vente. Og at løsningen nogle gange ikke findes ved at jagte den forkerte bus lige hurtigt nok. Men ved at sætte sig ned i et buskur, lytte til regnen, og lade en langsom, gylden snegl vise vejen. Et tilfældigt
casino uden rofus blev et kompas. Og det pegede hjem.
