Min kone troede, jeg var til julefrokost med arbejdet.
Det var løgn. Julefrokosten var fredag. Det her var lørdag. Jeg havde bare brug for at komme ud af huset uden at skulle forklare hvorfor. Ulla havde hængt nisseguirlander op i stuen, og de dinglede foran fjernsynet, så man ikke kunne se hjørnet af skærmen, og jeg havde ondt i ryggen af at sove på den nye madras, hun havde købt på tilbud i oktober.
Jeg sagde, at jeg skulle nå en gave til Lars inden lukketid.
Lars er min fætter. Han fylder 50 om tre uger. Jeg havde allerede købt hans gave i september. Ulla vidste det godt. Hun sagde ingenting.
Jeg kørte ned til baren ved Sønder Boulevard. Den hedder Løvens Hule, selvom der aldrig har været en løve der, og personalet skifter hver tredje måned. Jeg bestilte en fadøl og satte mig ved vinduet. Udenfor faldt den første sne. Store, våde flager, der smeltede på asfalten med det samme.
Jeg tog mobilen frem.
Jeg havde set reklamer for
casinoudenrofus2026.eu.com et par gange. Ikke noget jeg havde klikket på, bare noget der dukkede op mellem nyheder om krig og tilbud på flybilletter. Den aften skrev jeg det ind. Ikke fordi jeg ville spille. Bare for at se, hvad det var.
To timer senere havde jeg tabt 800 kroner.
Det var ikke mange penge. Det var bare irriterende. Ikke fordi jeg ikke havde råd, men fordi jeg hader at tabe. Min far sagde altid, at jeg var den dårligste taber i familien. Han havde ret. Da jeg var otte, væltede jeg et helt ludo-bræt, fordi min lillesøster slog mig ud med en rød bonde.
Jeg prøvede igen søndag aften. Ulla så TV2 drama. Jeg sad i køkkenet med min computer og en kop kaffe, der blev kold. Den her gang vandt jeg 1.200. Så tabte jeg 400. Så vandt jeg 2.100. Jeg havde det mærkeligt. Ikke euforisk, ikke angst. Bare sådan lidt fjern. Som om pengene ikke var rigtige.
Jeg hævede dem klokken 22:47. Overførslen gik igennem på ti sekunder.
Ulla spurgte, om jeg havde vundet i lotto. Jeg lo. Sagde, at det var noget med et eller andet projekt, jeg havde lavet for en kammerat. Hun nikkede. Vendte tilbage til fjernsynet. Jeg gik ud og stillede den kolde kaffe i vasken.
Jeg fortalte det til min kollega Frank i frokostpausen mandag. Frank er 32 og har aldrig haft en bekymring i sit liv. Han sagde, at jeg skulle passe på. At den slags hurtigt kunne tage overhånd. Jeg sagde, at jeg godt vidste, hvad jeg lavede. Han trak på skuldrene og åbnede en ny portion rugbrød.
Men han havde ret i noget. Jeg tænkte på det hele ugen. Ikke på pengene, men på følelsen. Den der fornemmelse af at sidde i køkkenet med en computer og have kontrol over noget, der ikke var helt til at forudsige. Det var ikke spændingen ved at vinde. Det var mere spændingen ved at se, hvad der skete.
Fredag aften sagde jeg til Ulla, at jeg skulle ud og drikke øl med Frank. Det var også løgn. Frank var taget til Jylland for at besøge sine forældre. Jeg kørte ned til Løvens Hule igen, bestilte en fadøl, åbnede
casinoudenrofus2026.eu.com på mobilen.
Jeg vandt 7.400 kroner på en time.
Jeg sad helt stille. Snekastede mod ruden. Bartenderen spurgte, om jeg ville have en til. Jeg rystede på hovedet. Jeg kiggede på tallet på skærmen. 7.400. Det var min halvdel af varmeregningen for hele vinteren. Det var en ny vaskemaskine. Det var en weekendtur til Berlin med Ulla, som jeg hav lovet hende i to år uden at gøre alvor af det.
Jeg hævede pengene med det samme.
Ulla stod i døren, da jeg kom hjem. Klokken var halv tolv. Hun havde grædt. Jeg kunne se det på øjnene. Hun sagde, at hun havde ringet til Frank, fordi hun troede, der var sket noget. Frank havde sagt, at han var i Jylland. Ulla havde spurgt, hvor jeg så var. Frank havde sagt, at han ikke anede det.
Jeg fortalte hende alt.
Ikke med det samme. Først stod vi bare i entreen med jakkerne på. Sneen var holdt op med at falde. Så satte vi os i køkkenet, og jeg fortalte om den første aften, om Løvens Hule, om
casinoudenrofus2026.eu.com, om varmeregningen og Berlin og alt det andet, jeg havde bildt mig selv ind var undskyldninger. Hun lyttede uden at afbryde. Da jeg var færdig, sad hun længe og kiggede på sine hænder.
Så sagde hun: Har du vundet eller tabt?
Jeg sagde: Vundet. 11.300 kroner i alt.
Hun sagde: Okay.
Der gik et øjeblik. Jeg kunne høre køleskabet summe. Ulla rejste sig, gik hen til skuffen med bank-papirer og fandt varmeregningen frem. Hun lagde den på bordet foran mig. 6.800 kroner. Så kiggede hun på mig.
Hun sagde: Så betaler du den. Og så bestiller vi den tur i næste uge.
Jeg gjorde begge dele.
Det er tre måneder siden nu. Jeg har ikke spillet siden den aften i Løvens Hule. Ikke fordi Ulla har forbudt mig, for det har hun ikke. Hun sagde bare, at det var mit valg. Jeg tror, det var derfor, jeg stoppede. Fordi det pludselig ikke var en hemmelighed længere.
Jeg tænker nogle gange på de 7.400 kroner. På hvordan de kom på en aften, hvor jeg sad alene med en kold fadøl og så sneen smelte mod ruden. Det var ikke held. Det var ikke skæbne. Det var bare et tal på en skærm, der tilfældigvis faldt ud til min fordel.
Men det gav mig noget andet end pengene. Det gav mig en undskyldning for at fortælle sandheden. Og det var vist dét, jeg havde brug for hele tiden. Ikke at vinde. Bare at blive spurgt.
Ulla og jeg var i Berlin i februar. Det sneede ikke. Vi spiste dårlig pizza ved Alexanderplatz og gik på et museum med moderne kunst, som ingen af os forstod. På vej hjem i toget faldt hun i søvn med hovedet mod min skulder.
Jeg tænkte på, hvordan 7.400 kroner kunne købe en weekend, men ikke den der fornemmelse af, at alt var, som det skulle være.
Den fik jeg gratis.
